Ferie i Danmark jan 2007

Ferie i Danmark – jan-feb 2007

 

Onsdag 17.

Det blev sagt i radioen at al flyvning i Ammassalik området var aflyst på grund af stormen. Jeg fik skruet en palle fast i fundamentet (lemmen er ikke færdig opsat), så nu skulle det holde til en ny storm.

Torsdag 18.

Stadig blæst om natten, men ikke så meget som natten til torsdag. Jeg mødte op i heliporten i pænt vejr, for at få at vide at Islands maskinen var aflyst. Jeg fik et lift tilbage af Ældrekollektivets handicap bus. Derfor tog jeg på arbejde. Her til eftermiddag har jeg talt med heliporten – indvejning i morgen tidlig kl 8.15. Endnu ikke bekræftelse på om der kommer fly fra Island om fredagen, men så bor vi på hotellet i Kulusuk for flyselskabets regning.

Fredag 19.

Torben hentede mig ved mit hus kl 8 og kørte mig til heliporten. Efter indvejning som planlagt fløj vi  5 passagerer efter ca en time. I terminalen i Kulusuk var der ikke andre end os og koisken var ikke åben. Ved 11 tiden var vi blevet indkvarteret (4 personer ) i hotellet og jeg gik ned til bygden og fik fat i bygdebestyrelsesformanden Pele.

Jeg gik med ham over til Panbohusene, som alle var lukkede (tag, vinduer og døre). Panbohusene er medbyggerhuse, hvor beboerne har fået håndværkerassistance til fundament (træstolpefundament) og til dæk, vægge og tag, samt vinduer og døre . Derefter skal de selv bygge huset færdigt. Dog er der en, som er kommet på hospitalet i Nuuk, som har fået bevilliget, at huset bygges færdigt af håndværkere. Dette hus var næsten færdigt, Michaels VVS folk var i gang med at installere oliefyr. Jeg var ikke inde i de andre huse, da Pele fortalte mig, at de ikke var helt færdige.

Vi talte med en anden grønlænder, som fortalte at udhænget i gavlen (50 cm) under stormen onsdag (48m/s- 175 km/t) vippede så kraftigt op og ned, at de var bange for at tagpladerne ville blive revet af.

Jeg aftalte med ham og Pele at udhængene i vindsiden (øst) kunne kortes af til 20 cm, således at udhængsspær og zinkkanter skulle flyttes med ind. Husene er forsynet med en svalegang på ca 1 m hele vejen rundt, den kunne også gøres smallere. I detaljerne er husene ikke beregnet til disse vindstyrker.

Jeg sagde til Pele, at man på de andre huse kunne gøre tilsvarende.

Sammen med Pele, så jeg på muligheden for at lave et spor op til husene. Det viste sig at man kunne komme op fra enden. Der var en enkelt klippe, som de selv med deres SPRÆKKEKILER kunne ”sprænge”.  Jeg sagde til Pele, at det var et arbejde, som bygdens folk selv skulle lave over vejkontoen og at det ikke var en vej, men et spor.

Dernæst gik jeg op til Mads´s nye hus og lavede en skitse af ruminddelingen. Han havde flyttet badeværelset ud i en tilbygning sammen med vindfang med fyr og havde derfor fået 4 regulære værelser i den ene ende og en stor stue med køkken i et hjørne i den anden ende. Indgang fra vindfanget var i stuen.

Derefter gik jeg tilbage til hotellet. Da jeg ikke regnede med at være tilbage til frokost 12-13, var der blevet stillet en platte til mig.

Jeg spiste Middag med Michaels søn, som læste i DK, og hans kæreste (en amerikansk pige), som også læste i DK.

Lørdag 20.

Vi fløj med den ordinære lørdagsmaskine til Island. I terminalen havde jeg snakket med en pige. som havde været på besøg i Tasiilaq hos et lærerpar siden mellem jul og nytår. Hun havde afbestillingsforsikring og denne bookede hende på en maskine kl  8 med Iceland Air, hvor vi plejer at bruge Iceland express. På grund af, at man nu skal møde 1,5 time før og den første flybus fra Reykjavik kommer for sent, havde hun reserveret på et hotel i Keflavik ”Alex Hotel”. Jeg valgte at følge med, selv om min erstatningsmaskine først fløj kl . 16. Vi tog derfor  sammen en taxa til busterminalen, hvor vi først fik at vide at den sidste flybus var kørt, men umiddelbart efter, at der var en bus til Keflavik by ” om 10 minutter”. Det var jo fint.

Alex  Hotel er et guesthouse rum og morgenmad. 490 Dkr. pr person i enkeltrum – 10 min gang til en forretning med videoudlejning, slik og burgerbar. Min ledsager købte en sodavand og jeg købte en parisertoast. Vi gik tilbage til hotellet og spiste.

Søndag 21.

Hotellet havde bestilt en taxi til Keflavik lufthavn og betalte den også. Ankommet til lufthavnen, spurgte jeg hos Iceland Air efter en skranke for Iceland Express. Det var der ikke, kun internet eller telefon.  Jeg nævnte for damen, at jeg syntes at en pris på 5900 Dkr. var meget og fik at vide, at jeg kunne få en retur for 3400 kr. Stillet overfor valget at skulle skaffe en Iceland Express-billet til 1600Kr (søndagspris) til eftermiddagsflyet eller rejse straks til 3400kr, var jeg ikke i tvivl og var derfor i Kastrup kl 12.

Simon havde housewarming kl 13 og Tine og Niels tilbød at hente mig i Kastrup. Det var jo dejligt. Hos Simon, som havde fået en 2 vær med køkken(Rundgården 4-2nd 2860 Søborg), var Gitte med familie, Thomas, Gittes mor, Poul og Susan samt Tine og Niels. Da vi kom hjem til Sponnecksvej skulle Tine og Niels af sted igen.

Mandag 22.

Efter morgenmad hos Niels handlede jeg først proviant, derefter kørte jeg til Far på Skovbrynet Plejehjem. Far virkede interesseret, da jeg viste billeder på min PC, men han sagde intet.

Som de sidste 2 år har jeg lejet camper i Flensborg og fået den leveret i København (i år 12300 kr for 17 dage – fri km)

Derfra til Mor som virkede, som at hun havde det godt. Da jeg kom til Grethe havde hun besøg af ovenboen, som blev inviteret til at se med. Foruden en lysbilledserie fra min kanotur i august 2006 rundt om Ammassalik Ø, har jeg videoklip fra mine ture, samt nogle videoer, som Lars har lavet af videooptagelser, hvor jeg har været med. Som kontrast til det har jeg et par professionelle videoer fra ATC.  Jeg overnattede i min camper ved Grethes hus.

 

Tirsdag 23.

Jeg kørte til Buddingevej ved Lyngby for at købe neoprensokker for at opdage at de åbnede kl 10 (1,5 tim ventetid). Jeg gik en tur i omegnen og handlede hos en købmand, dernæst kørte jeg til en Harald Nyborg (0,5 tim ventetid). Naboen var en auto tilbehørsforretning der havde de en cigaretstiks-oplader til min pc. Da der var åbent hos HN fik jeg nogle småting der. Nu var der efterhånden åbent i dykkerforretningen . Derfra kørte jeg til Birgitte på Jyllingevej og sidst på eftermiddagen kørte jeg til Gudrun i Herfølge. Vi spiste middag på en lille restaurant på Vordingborgsvej og så lysbilleder bagefter med en kop te til. Jeg overnattede ved hendes hus.

Onsdag 24.

Fra Herfølge til Holbæk, hvor jeg købte Te hos ostehandleren. Videre til Smeden i Kelstrup, hvor jeg fik udbetalt en aconto på 6000 kr. for de 2 græsklippere, som han solgte for mig, da jeg rejste til grønland i 2001. Videre til Trundholm Rådhus i Højby, da det nu er en del af Odsherred Kommune, havde Tange slet ikke Inkasso længere, han kunne dog stadig se saldo m.v. Da vi var færdige. hilste jeg på Torben Greve som før var Teknisk Direktør i Nykøbing-Rørvig Kommune. Han var nu Stabsfunktion indenfor planlægning og havde kontor i Højby De fleste af de andre fra Teknisk forvaltning på Vangen var nu i Fårevejle.

Jeg kørte videre til Sparekassen i Nykøbing for at vise mit ansigt og ordne nogle papirer, Herfra kørte jeg til Højby igen og spiste frokost i nærheden at Tjalfes adresse, Tjalfe og Christina kom med toget og jeg viste mine billeder og film til Tjalfe, lidt senere kom Christina og Tjalfe lavede middag. Kl 20 kørte jeg til Vig, hvor jeg besøgte Britta samt Eske og Bjarke. Overnattede i camperen udenfor.

Torsdag 25

Fra Vig over broen.  Besøgte Gudrun i Odense, Camilla (Sild) var der. Vi så både billeder og DVD-er. På vejen ud viste det sig at camperen var nødt til at bakke ud ad indkørslen fra gården, hvor Gudrun bor, selv det var svært. jeg klappede spejlet ind og kørte 15-20 cm fra muren i den side hvor jeg sad for at kunne manøvrere. Inden jeg kom så langt havde jeg ramt en vindskede på et skur og en tagsten på muren ind til naboen. Bagefter kørte jeg ud til Thorbjørn, hvor vi så billeder og film, inden jeg kørte ham til et møde kl 18 inde i bymidten.

Jeg ringede til Kaj i Assens uden held både på fast og mobil. Jeg har aftalt at komme til Århus i morgen. Da Assens er i den retning, kørte jeg ned til Kaj, men der var ikke nogen hjemme, kort efter ringede Kaj fra Spanien, han kunne se at jeg havde ringet. Jeg afleverede en CD-rom til en nabo og kørte ned på, hvor jeg spiste aftensmad. Bagefter kørte jeg imod Middelfart til en rasteplads, hvor jeg overnattede.

Fredag 26.

Jeg kørte over den gamle bro og igennem Fredericia. Lidt nord for ligger forretningen Havkajakken i Fjedsted.  Derfra kørte jeg ad landevejene til Århus, hvor Susanne bor i Brabrand. Hun blev ca 1,5 tim forsinket fra arbejde. Ved 5-tiden gik vi i vandet ved skoven ude ved Moesgård. Bagefter gik vi en længere tur, inden vi fik middag hos Susanne. Bagefter så vi film og lysbilleder indtil efter midnat.

Lørdag 27.

Jeg vækkede Susanne kl 8.30  efter aftale. Efter morgenmad gik vi i vandet en gang til og gik bagefter en tur i dyrehaven. Derefter beså vi den nye containerterminal. Da jeg havde sat Susanne af, kørte jeg igen til Havkajakken, hvor jeg ankom et par minutter over 14, der var heldigvis ikke lukket endnu, så jeg købte et sæt uldent undertøj mere. Jeg kørte igennem Fredericia til motorvejen. Kraftig sidevind ca 20 m/s på Storebæltsbroen, men med 70 km/t gik det udmærket. Jeg fortsatte ad motorvej til Ringsted. På landevejen imod Roskilde var der 5 cm sne, så vi kørte 40 km/t indtil kommunegrænsen til Roskilde, (der er megen forskel på hvordan kommunerne håndterer de tidligere amters snerydning). Jeg fortsatte ad motorvej til Jyllingevej, hvor jeg besøgte Birgitte igen, hun manglede at få kopi af nogle film og billeder. Ved 20 tiden var jeg hos Niels og Tine i Gentofte, ingen hjemme, men der vidste jeg.

Søndag 28.

Jeg var hos Niels og Tine. Om eftermiddagen var Tine og jeg hos Mor, som havde det fint, og hos Far som sad og sov. Tine og Niels var ude om aftenen, så jeg klarede mig selv.

Mandag 29.

Jeg var i El giganten, i dykkerforretningen på Buddingevej og i Lyngby, hvor jeg parkerede på kanalvej ved Lyngby Storcenter inden jeg både handlede dér og i butikker ved jernbanepladsen. 2 timer er lidt når man skal i flere butikker, men der var ingen girokort i forruden, selv om jeg kom 15 min over tiden. Derefter kørte jeg til Mor, til et kort visit. Hos Per og Lissen i Vedbæk var de hjemme, men så forkølede at de for min skyld ikke lukkede mig ind. Videre til Grete i Nivå, hvor vi snakkede et par timer, inden jeg returnerede til Gentofte

Tirsdag 30.

I dag kørte jeg først til Gentofte rådhus, hvor jeg besøgte Mads, som i 2005 hjalp med Ammassalik-kommuneplanen,  derefter kørte jeg til Hellerup, hvor jeg parkerede på Strandparksvej. Jeg så at min gamle lejlighed var til salg.  Jeg promenerede på Strandvejen og købte forskellige småting. Jeg var også inde i den Danbolig, som sælger lejligheden. De har sat prisen til 3.5 mill. kr , det var den lejlighed, som jeg købte for 150. 000 kr i 1974.

Onsdag 31.

Her i formiddag har jeg hjulpet Niels med at overføre billeder fra kamera til PC. Billeder fra hans mobiltlf måtte vi opgive. Bagefter købte jeg karter pr. tlf. i Sydsjælland ved Bøgestrømmen. Sælgeren havde været mange år i Grønland, heraf 5 år i Tasiilaq, så han havde ikke noget imod at sende til Grønland.

Torsdag 1.

Behandlede gulv på anden sal med kalk. Understøttede 2 dørtrin fra gang til stuerne. købte fejelister hos Johannes Fog og skruestiktænger hos Harald Nyborg. Niels og Tine afrejste på vinterferie om eftermiddagen.

Fredag 2.

Om morgenen var jeg standby for at modtage køkkenskabe, heldigvis kom de ret tidligt. Jeg var hos Far ca ½ time, han var sat ud på gangen ved et vindue, bortset fra at trykke lidt i hånden var der ingen kommunikation. Derfra kørte jeg til Mor, hun var meget åndsfrisk, jeg ringede til Grete for at fortælle, at man kan få ”steigisen” til krykkestokke hos bandagisten. Da jeg derefter fortalte mor, hvem jeg havde talt med, sagde hun, at hun ikke havde set hende længe og vi blev enige om at tage derop på et lille visit. Efter opringning til Grethe og Ole, kørte vi op til Grethe, var der i en halv time og kørte hjem igen. Ole kom kort efter. Efter jeg var kommet til Gentofte, ringede jeg rundt til de, som jeg ikke havde mødt, men traf kun tlf-svarere. Klaus ringede tilbage senere og vi aftalte kontakt igen lørdag kl 10. – han var i Berlin til et møde.

Lørdag 3.

Kl. ca. 9 ringede Poul tilbage og efter kl 10 var der aftalt besøg hos begge. Jeg kom til  Poul og  Susan lidt over 12. Indtil 15 vi snakkede først over en frokost og bagefter viste jeg billeder og film. Jeg kom til Klaus og Randi lidt forsinket, vi så først billeder og film. Marie Louise var hjemme, men vi så ikke meget til hende. Far og Ole kom på besøg (udenfor) Dernæst fik vi middag og så Matador og Barneby krimi.

Søndag 4.

Sidst på formiddagen ringede jeg til Lars, jeg har, efter at have talt med ham den første tirsdag, forsøgt at kontakte ham, siden jeg kom tilbage fra Jylland. Nu lykkedes det, men han skulle til 80 års fødselsdag. Dernæst ringede jeg til Lissen i Vedbæk, Peer var ikke forventet hjemme før kl 18, men vi aftalte kl15. Jeg kørte først til Poppelallé, hvor jeg stillede en kasse i garagen med de ting, som jeg  bruger i camperen, indtil næste år. Mor lå på sengen og sov. Jeg talte med hende 3 gange, men det virkede ikke, som om hun ville stå op, derfor sagde jeg farvel og gik over vejen til Rasmus og Jannie. De var hjemme og ville gerne snakke med mig – jeg viste mine billeder og film. Derefter kørte jeg til Vedbæk, hvor jeg traf Kirsten og Lissen, jeg snakkede med dem først og viste film og billeder. Under tiden var Peer kommet hjem og jeg viste ”showet” for ham bagefter. Efter middag og kaffe/te kørte jeg til Gentofte sent på aftenen.

Mandag 5.

Kl 8 gik jeg i gang med at rengøre camperen, først tømte jeg den for mine ting (Dem jeg skulle have med til Grønland), dernæst vaskede jeg komfur, køkkenvask og bordet, dernæst vaskede jeg badeværelset, samt tømte toilettanken. Til sidst vaskede jeg gulv og vaskede camperen udvendig til rækkehøjde. Færdig kl 10. Camper blev afhentet kl  13.30.  Efter kl 10 støvsugede jeg i huset og gav gulvet på 2, sal endnu en gang kalkbehandling, da den første behandling var lidt skjoldet.

Kl 18 kørte jeg til Poul Fødselsdag i Skovshoved i Tines bil, som jeg havde fået lov til at låne, det viste sig at være en time for tidligt. Jeg var inviteret  mundligt ved Simons housewarming og havde ikke set den e-mail, som Poul senere havde sendt. Til stede var Ole, Klaus og Randi, Thomas,  mig selv samt Poul og Susan. Marie Louise var syg og hjemme. Senere kom Simon. Vi fik ost i mange typer og bagefter kaffe/te med lagkage. En rigtig hyggelig aften.

Tirsdag 6.

Jeg tog toget til Kastrup, derefter afrejse til Grønland med fly kl. 12.15. Vi havde overskyet det meste af vejen, men havde dog landkending ved Norges vestkyst. Vi fløj sydligere end normalt og kunne se Færøerne helt klart – nord for flyet. Da vi kom til Island var der også næsten helt klart vejr. Jeg kørte med lufthavnsbussen til Reykjavik busterminal og med en mindre bus til Salvation Army hotel. Overnatning  2500 Iskr. Jeg boede sammen med 2 franskmænd – en far og hans søn. Sønnen kunne udmærket engelsk og virkede som tolk. Da der var ombygning nede i stueetagen, var vi nødt til at opholde os på vores rum (vi var de eneste turister) men det gjorde ikke noget. De øvrige på hotellet var fastboende fremmedarbejdere.

Onsdag  7.

Planmæssig rejse til Kulusuk i en DASH 8. Der var plads til ca 20 i den forreste halvdel af flyet og plads til megen fragt i den bageste halvdel. Flyet var fuldt, da det var det første fly i 10 dage, det havde været dårligt vejr i Kulusuk. Jeg kom  med første helikopter til Tasiilaq, og blev hentet af Torben i heliporten, jeg havde sendt en SMS fra Kulusuk.